Vinderup Egnshistoriske Arkiv

Arkiv Nyt
Nr.1 februar 2001

Korntyveriet på Rydhave.	I 1771 begik tre mænd sammen nogle korntyverier på Rydhave. Det fik ret så alvorlige følger for dem.
På Bjørnkjær er man børnekær	I Hjemmet's rubrik ‘Sådan er livet' fortalte en ældre dame i 1960-erne om rejsen til sin første sommerferie i Bjørnkjær. Hun fortalte derimod ikke om den tragedie, der sammen med to Sevel-familier også ramte hendes lille familie i 1929.
Gammel mand på en tagryg	Er det en skrøne eller er der hold i historien?
Torsdagsauktion i Vinderup	Lidt om en poetisk drejer fra Vinderup
Til medlemmerne	Formandens kronik
Hjemmekogning af sæbe	Sådan fremstiller man sin egen sæbe

Til medlemmerne.

Sammen med dette nr. af Arkiv Nyt vedlægges girokort til indbetaling af kontingent for år 2001. Tag godt imod dette og betal det beskedne kontingent, der endnu kun er 50 kr. pr. medlem. Ved at stå i Vinderup Egnshistoriske Forening, er man med til at fremme formålet med foreningen, nemlig at udbrede kendskabet til egnens historie og støtte det arbejde der udføres på vort arkiv for at samle og bevare vore minder for eftertiden. Med fuld ret er blevet sagt, at det lokalhistoriske arkiv er Egnshistorisk Forenings samlende midtpunkt. Her afholdes de månedlige møder, der er åbne for alle og som regel godt besøgte.
Arkivarbejdet er lagt i faste rammer takket være dygtige medarbejdere. Året igennem besøges arkivet af folk fra nær og fjern. Gæstebogen bærer vidnesbyrd om, at selv i landets fjerneste afkroge bor der folk, som på en eller anden måde har tilknytning til Vinderup eller en af de fem gamle sogne, som nu udgør storkommunen.
Vi har på arkivet mange tilbud og hjælpemidler for slægtsforskere, eller for dem der bare ønsker at vide lidt mere om egnen, hvor de bor. Vores store samling af gamle billeder vækker ofte forundring og giver anledning til, at endnu flere overlader os deres gamle familie album sammen med de historier, der ofte er knyttet til billederne.
Egnshistorisk Forenings medlemmer, både de meget og de mindre aktive, er ved deres medlemskab med til at bevare og værne minderne om dem, der har levet her på egnen før os. Denne interesse for minderne om vore forfædre, er der få der har udtrykt bedre end digteren Johannes V. Jensen i stroferne:

Vil selv du fatte dit væsens rod,
skøn på de skatte, de efterlod.

Gunnar Hallum, februar 2001.

Tilbage til toppen

Hjemmekogning af sæbe.

Er der nogen, der har mod på lidt hjemmeindustri er der her en gammel opskrift på fremstillingen af sæbe. Tænk dog lidt på naboernes fine næse, inden du går i gang.

En død Gris på 75kg der tager jeg Tarmene ud , vasker grisen godt af, skære den i store stykker, kommer den i Gruekedlen og 60 l. Vand på og der i kommes 5 kg Sæbesten og saa skal der fyres under med det samme. Det skal smaakoge i 4 timer men pas paa det er slem til at koge over. Naar det har kogt i 2 timer er grisen væk skal blive i Kedlen i 2 Døgn saa skæres Sæben op. Der er noget rød Vand eller Sky i Kedlen men pas paa det, det æder alting skal hældes hen hvor intet kan komme til det. Saa kommes Sæben i Kedlen igen tillige med 10 l Vand en stor Flaske Lavendel og det koges i cirka 1½ Time. sæben lugter ikke godt første gang, men naar den er kogt sidste gang er det den fineste Sæbe der kan faas.

Tilbage til toppen

Korntyveriet på Rydhave

I Sahl kirkebog 1771 findes to indførelser, der omhandler nogle dramatiske begivenheder, der skete det år, dels på Rydhave, dels i det nærliggende Bjert i Sahl sogn.

Her gengives provst Friisenbergs tilføjelse i kirkebogen 1771 under døde i Sahl sogn, nr.8:

Jens Conradsen, en gaardmand af Bjert By, som var bleven skudt af Fogeden Liebmann paa Rydhauge i det ene Ben, ved sit Tyveri uden for Kornloftet, hvoraf han omsider døde, blev nedsat i aaben grav Dom. 3. p. Tri., og efter 10 dages forløb paa Hr. amtmand Albertins resulotion kastet muld paa, han var ungefær 40 aar gl.

Dernæst tilføjelse under nr. 13 samme år:

Anders Højgaard af Bjert, som i urolige og fortvivlede tanker, skød sig selv ihjel i sin Smedie, hvor han stod Lig i 14 dage, indtil han efter Amtmandens resolution blev dog kastet Muld paa den 15. Nov. Han havde været i sin Tid en meget klog og forstandig Mand, men tillige hengiven til Eder og Bander, Overmod og Paastaaenhed, havde en god bogstavelig Kundskab i Skriften, men levede ikke derefter, hvorover han ventelig justo dei Judico (ved Guds retfærdige dom) fik saa slet et endeligt. Havde og nogen tid tilforn gjort Lovens Ed i en sag, hans Søn angaaende, som var greben for Tyveri på Rydhauge. Hvilket var tildels Aarsag i hans urolige Tanker, fordi han, saavidt man slutter, havde svoret falskeligen.

Se uddraget fra kirkebogen.
26kB

Det ovenfor nævnte tyveri fra kornloftet på Rydhave var sket om natten mellem 16. og 17. maj 1771. Igennem nogen tid havde fogeden haft mistanke om, at der ved nattetide, tid efter anden, var forsvundet korn fra kornloftet. Den pågældende nat var der sat vagt ved laden og da der ud på natten meldtes ham, at tre personer var i færd med at brække gavlfjæle ud på kornloftet, fik Liebmann vækket gårdens skytte og sammen ville de med skudklare bøsser anholde de indtrængende.

Da Liebmann og skytten ankom til kornladen, var tyvene imidlertid allerede på vej bort, bærende på et par sække korn. Liebmann affyrede da et bøsseskud efter de flygtende, men de forsvandt i mørket.

I dagene derefter blev det kendt, at Jens Conradsen den pågældende nat var blevet ramt af et bøsseskud på vejen udfor Rydhave. Såret og syg blev han bragt til gården og skønt der blev hentet doktor til ham, døde han i ugen derefter. Inden da havde han imidlertid røbet hans to medskyldige, der begge var fra Bjert, nemlig Niels Christensen Højgård og Christen Andersen Højgård.

I første omgang nægtede de to alt kendskab til tyveriet, men ved en række vidneafhøringer i løbet af sommeren 1771 strammedes nettet, selv om flere af vidnerne søgte at dække over de anholdte, bl. a. Anders Højgård, der med ed i retten forsøgte at hævde sønnen, Christen Andersens påståede uskyld.

I Hjerm Ginding Herreders Ret blev der 2. okt. 1772 afsagt dom i sagen og denne dom blev stadfæstet i Landsretten d. 27. jan. 1773. Herfra refereres følgende domsafsigelse, som prokurator Peder Lund til Skive-Huus, som anordnet anklager imod arrestanten Niels Christensen Højgaard og medskyldige i Bjert af Rydhave Gods.

Dommen indledes med følgende bemærkning:

Ved at have Confereret Sagens Beviser og Beskaffenhed med Hjem-tings-Dommen, erfindes Samme saa rigtig udbragt og Velgrundet, at det ikkun ville være Forgæves, twende gange at reticere det Beviste tyveri med hvad mere, i anledning deraf er passeret og til stor u-fornøden Vidtløftighed udøvet, Hvorfor hermed alene kortelig anføres til ydermere Paakendelse."
1)At nærværende Arrestant Niels Christensen Høygaard, den første Gang hand mødte paa Hjerm - Ginding Herreders Ting den 28. Juni 1771, frivillig og offentlig for Retten har bekendt og tilstaaet, hvorledes og hvor meget han selv og medskyldige havde ved indbrud ved nattetide bortstjaalet fra Rydhauge korn=loft, og ved samme hands bekendelse stedse uforandret vedblevet, desligeste med kosterne og mueligste bevis, saadant tyveri nøjagtig overtydet. Altsaa bør bemeldte Niels Christensen Høygaard sig selv til velfortjent straf og til afsky for andre onde mennesker, kagstryges og have tyve-mærke paa hands pande, samt derefter hands livs-tid arbejde i jern ved Kjøbenhavns fæstning. Og.med videre, ligesom Hjem-tings-dommen tilholder, betale igjæld og tviegæld af de først stjaalne 3½ skp. rug a 9 mk. med 5 rdl. 1 mk. 8 sk.. Men for de sidste 5 3/4 skp. rug, som er tilbagebekommet, betales alleneste tiegiælden a skæppen = 6 mk. med 5 rdl. 4 mk. 8 sk.. Og endelig, at have hans hovedlod til hands herskab Obrist Lieutnant Sehested forbrudt.
2) Ligeledes bør den afdøde Jens Conradsens arvinger bøde og betale igæld og tviegæld af de stjaalne koster og hands hovedlod være forbrudt, det saaledes som udi Hjemtings-dommen findes fastsadt.
3) Med Christen Andersen Høygaard, som har været i complot og følge med de andre tyve, beror det retteligste efter Hjemtings-dommen, at han straffes ved det geworbne regiment, hvorunder han sorterer, hvilket, saa meget mere nu bør følges, i anledning af regimentehefen Hr. kammerherre Gersdorffs paastand, udi skrivelse af 23. Nov. 1772.
4) Hvad angaar den gjordte paatale og paastand mod ride-fogeden Christian Liebmann ved Rydhauge, da findes Hjemtings-dommen i samme tilfælde saa retfærdig og lov-grundet, at dermed ingen forandring kan gøres. Men den afdøde Liebmann og arvinger bør være sagesløse.
5) I øvrigt maatte Retten bifalde hjemtings-dommens beslutning, at Severin Glerups vidt overdrevne og utilladelige forsvar af arrestanterne, ej rettelig bør behandles under denne sag, hvorfor prokurator Lund af Retten blev paalagt, snarest at anlægge lovlig søgsmaal imod bemeldte Severin Glerup fra Tvis Closter, for hands lovstridige opførsel i mange maader, baade til sandheds undertrykkelse og den nu afsluttede sags vidtløftiggørelse med uvedkommende ting til offentlighedens bekostning, som igen bør erstattes. Men hvad satisfaction i andre maader er paastaaet imod Glerup for en og anden, det bliver en privat sag og overlades vedkommende selv for egen regning at udføre.

Sluttelig nyder skarpretteren for executionen på tyven, Niels Christensen Høygaard, med kagstrygning, og brændemærke paa panden, ialt 9 rdl. Hvilken udgift, saavel som det øvrige, baade allerede fornøden anvendte og videre fordrende omkostninger, udredes af Amtet, efter vedkommende øvrigheds foregaaende verifision og approbation. _____________

Angående Christen Andersen Højgård, der blev dømt som medskyldig i tyveriet fra kornkoftet på Rydhave, natten mellem 16. Og 17 maj 1771, så er det i sagen oplyst, at han tjente Kongen i det Mønske Regiment, der da havde garnision i Rensburg. Selv om afhøringer af ham er foregået i Hjerm og Ginding Herreders Ret og eventuelle tilståelser er faldet her, så er det hos regimentet den egentlige straf og hvori den består, bliver bestemt og ført ud i livet.

En undersøgelse i arkiverne har desværre vist, at der fra regimentet ikke er bevaret stambøger eller justitsprotokoller fra årene 1771 - 1773.

Christen Andersen Højgård må efter soldatertiden været kommet hjem og overtaget Højgård i Bjert. Denne gård var indtil 1795 fæstegård under Rydhave, men i oktober dette år sælger Sehested på Rydhave 74 bøndergårde i Sahl, Ryde og Borbjerg sogne til selveje for 77.466 rdl.. Imellen disse ejendomme var Christen Andersen Højgårds nr.33, som står for hartkorn 5 - 1 - 0 - 0.

Prisen var 922 rdl og 48 sk. Fæsteren skulle udføre hoveri til 1. maj 1796, som var sat til skæringsdag og derefter skulle udbetales tre fjerdedele af købesummen kontant ved førstkommende snapsting.

Det bemærkes, at Christen Andersen Højgård til den fastsatte tid betalte ejendommens fulde pris kontant og i rede penge, 922 rdl og 48 sk.

Christen Andersen Højgård var døbt 24.2. 1744 i Sahl kirke, død i Sahl sogn 27.3. 1824. Han blev gift 1783 i Sahl kirke med Anne Christensdatter, døbt 19.11.1758 i Sahl kirke, død 19.1.1825 i Sahl sogn.
I dette ægteskab fødtes bl. a.:
• Anders Christensen, f. 1783, gift 1812 med Kirsten Jørgensen.
• Karen Christensdatter, f. 1786, gift 1815 med Søren C. Kjeldsen.
• Susanne Christensdatter f. 1790, gift 1814 med Christen Andersen, Agerbæk.
• Anne Cathrine Christensdatter, f. 1791 (uægte barn Ane, f 1827)
• Mette Christensdt. f. 1794, g. 1.g. m. Niels Andersen, Nørgård i Aal, 2. gang m. Anders Sørensen.
• Niels Christensen, f. 1797, g. 1825 m. Karen Jørgensdatter, boede i Nr. Sahl.
• Christen Christensen, f. 1799 (lever 1815)
• Johanne Christensdatter, f. 1805, gift 1830 m. Christen Christensen, Ejsing.
Tilbage til toppen

Gunnar Hallum

På Bjørnkær er man børnekær.

Ugebladet Hjemmet havde i 1960-erne igennem mange år en rubrik, der hed "Sådan er livet". Her bragtes breve fra læserne med beretninger om oplevelser eller andre ting, der lå dem på sinde. Rubrikken redigeredes af Knud Rask, der havde en energisk hjælper, frøken Nielsen.
Engang i 1967 stod der følgende:

På Bjørnkjær er man børnekær

I 1895, da jeg var ti år, rejste jeg til en stor gård, Bjørnkær i Sevel sogn. Turen gik fra Gyldenløvesgade, hvor banegården lå dengang Det var en travetur klokken fire om morgenen, for jeg boede på det yderste Nørrebro, og toget gik klokken fem. Toget bestod af toetages vogne, hvor vi blev stuvet sammen. I Fredericia steg jeg om i en kreaturvogn, så fint var det.
Klokken otte om aftenen nåede vi til Skive banegård, hvor jeg overnattede i ventesalen. Der var lagt madrasser ud, og vi var ti børn, der skulle videre med postvogn næste dag. Vi fik morgenmad hos stationsforstanderen og en madpakke og en sodavand og blev så fulgt til postvognene, der gik i flere retninger.
Jeg kom i en lukket, gul karrosse sammen med tre andre. Vi kørte med den Store tykke Mogens Post, men vi måtte hoppe ud og gå op ad bakkerne. Vi skiftede heste i Vridsted, og klokken fire om eftermiddagen blev jeg læsset af i Haderup, hvor jeg satte mig på min kasse.
Krokonen hejste et hvidt flag, som de kunne se fra gården, og så kom gårdejeren i en stiv vogn med stude for.
Jeg har truffet min mand derovre og har været på gården næsten hvert år siden dengang og vi har altid været velkomne begge to. Nu ejes den af sønnen, han var fem år dengang - nu er han 77.
I sommer er vi inviteret på langt besøg, og det er også vores mening at gæste dem, men vi er jo ved at være gamle og tager kun én dag ad gangen.
Louise Jensen, Kronborggade 6, Kbhvn. N.

Frøken Nielsen sender honoraret til Dem og en let havestol som gave til det gæstfrie Bjørnkær. K. R.

Bjørnkjær ejedes dengang af Jacob Kudahl, født 13-05 1841 i Fly; sønnen, der omtales, hed Jacob Theodor Kudahl.
Louise blev gift med maskinarbejder Jens Jensen; de fik aldrig selv børn men adopterede en dreng, Poul Erik. Som det fremgår af brevet besøgte Louise og hendes mand Bjørnkjær næsten hvert år; også Poul Erik holdt sommerferie på egnen. En af disse sommerferier blev en tragisk begivenhed for familien.
Da Poul Erik i 1929 var 13 år, var han på sommerferie i Stubbergård, der ejedes dengang af Villads Kudahl, en fætter til Jacob Theodor Kudahl, ejeren af Bjørnkjær.
Sammen med to karle fra Stubbergård, Johannes Hald Jensen og Manfred Stephansen, var han fredag aften d. 19. juli ved 21-tiden taget ud på Hellesø for at bade. Først næste morgen ved arbejdstids begyndelse savnede man dem; politiet blev alarmeret og en eftersøgning gik i gang.
I løbet af lørdagen blev alle de tre druknede fundet.
De havde benyttet en båd til at sejle over til den nordøstlige bred af Hellesø; her havde nogle unge mennesker set dem bade fredag aften. Tilsyneladende var de kæntret med båden på tilbagevejen.
De to fra Sevel blev mandag d. 22. juli begravet i en fællesgrav på Sevel Kirkegård. Der blev rejst en sten på deres grav med indskriften:

De to forulykkede den 18. 7 1929
Manfred Stephansen
født 25. 3 1910
Johannes Hald Jensen
født 25. 4 1914
Ingen kender dagen før solen går ned
Fra venner.

Denne sten er desværre ikke blevet bevaret på Sevel Kirkegård.
Poul Erik blev begravet i København.
________________

Tak til Esther og Jørn M. Madsen, Skolevej, Vinderup, der har været meget behjælpelig med oplysninger samt stillet billeder til rådighed. Esther er datter af den søn på Bjørnkjær, der i 1895 var 5 år.

På Arkivet har vi lavet en lille pjece med billeder og afskrift af artiklerne fra Holstebro Dagblad.
Tilbage til toppen

Kurt Guldbæk

En balancegang!

I Dansk Folkemindesamling fik man i 1948 følgende indberetning fra Kirstine Nielsen, Ejsing. Hændelserne var fortalt hende af Niels Sørensen, der dengang
var 68-70 år gammel.
1) Fortællerens bedstefader ville i sin tid være degn men han var jo ikke lærd. Han fortalte derom, en dag i kirken sang han så højt, at præstens Quier bissede på marken, af den grund mente han at han ikke blev degn.
2) Bedstefaderen boede på Hasselholtgård hos hans datter og svigersøn. En dag ville han vise dem at han kunne stå på mønningen af taget og kysse sin storetå. Som sagt så gjort, man blev nu virkelig vidne til i gården, at den 81 årige mand stod på tagets mønning og kyssede storetåen.
3) Anno 1860 og disse åringer var det ikke sikkert at færdes på vejene med for mange penge. Bedstefaderen skulle til Ålborg med mange penge, da rejste han i hans gamle klæder hvad han anså for mest sikkert, han fortalte at han løb hele vejen til Ålborg, han var kun 2 dage derom, rejsen gik godt.

Nu kunne de jo være sjovt, om man kunne finde de omtalte personer i folketællinger ol. for at få sandsynliggjort historien.
Da Niels Sørensen i 1948 var 68-70 år må han være født omkring 1880. Forsøger man at finde personerne i folketællingen for 1890 for Sahl sogn bliver der problemer. Der er to Hasselholtgård: Øster Hasselholtgård og Vester Hasselholtgård. Kun i Vester Hasselholtgård findes personer med efternavnet Sørensen, nemlig:

FT 1890 Sahl Sogn

Navn	Alder	Fødested
Kresten Sørensen	40	Balling, Hjerk	Husfader	Gdr
Maren Jørgensen	30	Jebjerg	Husmoder og hans kone
Maren Sørensen	13	Bajlum, Hjerk
Inger Sørensen	11	Bajlum, Hjerk
Jørgen Kristensen Sørensen	9	Sahl S.
Kirsten Marie Sørensen	8	Sahl S.
Søren Kristensen Sørensen	5	Sahl S.
Mette Kristensen Sørensen	5	Sahl S.
Otto Kristensen Sørensen	3	Sahl S.
Knud Kristensen Sørensen	2	Sahl S.
Mette Villadsen	66	Ryde S.	Aftægtskone
Mette Mathilde Villadsen	14	Sahl S.	Plejebarn

Det passer godt nok med en dreng på 9 år; han er så født i 1881. Dog hedder han ikke Niels, men Jørgen. Desuden mangler den gamle bedstefader, men han kan jo være død på det tidspunkt.
Alt taget i betragtning er der ikke rigtig noget, der bekræftiger historien.
Er der nogen af læserne, der kan hjælpe med at kaste lys over historien.

Her skulle der være et gammelt billede af Hasselholtgård.
Vi har imidlertid slet ingen.
Er der nogen af læserne, der har et billede vil vi gerne låne det til affotografering.

Tilbage til toppen

Kurt Guldbæk

Torsdagsauktion i Vinderup

Dær legger en by mel' Skyew og Holstebro.
Hær er fest om æ tosde, ka I trow.
De er føst, naar æ bønder di kommer
aa ska o mæ djert kran aa ha peng i djer lommer,
saa rav'er ett saa vidt mæ en daaler:
La vos bare bliv fuldd! De er nøj, der kaaler!
Aa naar saa agsjon den begynner, saa stor di aa skrævver
aa spøtter aa slaar hveranner i æ nævver.

Aa jen byer op paa den aaen si kram,
aa æ pængsager de javner di ind ve en dram.
Saa stor djer sølle høvder der'u aa fryser,
saa di kommer te aa bode host og nyser.
Men hva raver de mæ en ko eller hejst,
bare di ka sjel faa lov aa hold fest.
Saa skuld jen tøk, æ betjent han skuld kom',
aa hvis et, di vil lye, saa skuld æ skelt o æ lom'.

Men faer skuld dær vist slaa ild i æ vand,
aa faer kun æ fisk vist svøm' o æ land;
faer kun æ hiel jurd vend omkring,
ind'en æ Gedde ku kom i tanker om den slaus ting.
Naar saa det hiel er slut,
aa di haar hveranner saa pasle plot,
sa goer di aa laur en fandens fest,
vind aa vejle aa faarle blæst.

Jen ska te Ejsing, aa en aand skal te Saahl,
en tredje goer aa røk'er æ ko i æ haal
- slaar ud mæ æ aarm, som noe kok ka gaael -
aa saa trower di sjæl, di er noe faali kaael.
Naar saa di ær ue o æ by, hver krum',
saa sejer æ kromands kuen mæ øvn saa from':
De er nok godt, bette faaer,
dær er saa mann, dær er dum'!

Disse fire vers blev for mange år siden bragt i en lokal avis. Ophavsmanden var Vinderup's drejer, Jens Kristian Simonsen.
Den omtalte Gedde var den lokale politibetjent, som Simonsen nok syntes kunne være lidt mere effektiv.
Han leverede også tekster til lokale revyer, hvor han gav de lokale spidser et lille hip med på vejen.
Simonsen havde utrolig let ved at rime. Når han averterede i aviserne var det helst på vers, f.eks. følgende anbefaling af et af sine produkter:

Slaar du med de bare næver?
Det kan gaa til øretæver,
men paa stemmejernets skaft
har det bare ingen kraft.
Her en knippel du kan faa!
Jeg forsikrer, den er god.
Slaar du den i stykker, kære,
kan du selv en knippel være!

Da overskuddet fra pæretræet skulle sælges, satte han følgende skilt i butiksvinduet:

Denne pære skulle være
hr. grev Moltkes bedste pære.
Længe efter grevens død
er denne pære lige sød.
100 pærer, det var alt,
flere fik vor mu'er ett talt!

Simonsen var kommet til Vinderup i 1888, han købte da ejendommen nu Sevelvej 24, hvor han boede til han i en alder af 85 år døde i 1940. Efter hans død
flyttedes hans værksted til Hjerl Hede.
Tilbage til toppen

Kurt Guldbæk