|
Mamrelund i Ryde
Vil du se billederne i større format, så dobbelttryk på
dem.
 Det gamle fattighus i Ryde, i folkemunde kaldet Kjen Abrahams hus, som det så ud i første
halvdel af dette århundrede. Ved folketællingen i 1845 var det beboet af Niels Christian Axelsen, 28
år og Else Katrine Abrahamsdatter, hans hustru, 40 år, Abraham Nielsen, 4 år, Maren Katrine Nielsen,
1 år, begge deres børn.
1880 beboet af indsidder og blikkenslager Abraham Nielsen, 38 år og hans hustru Kirsten Jensdatter, 29 år,
hendes barn Jens Jensen, 3 år og deres barn Caroline Nielsen, 2 år, født i Borbjerg Sogn.
1890 Abraham Nielsen, 48 år, på fattigforsørgelse, hans hustru Kirsten Jensdatter, 38 år
ligeledes, deres børn Caroline Nielsen, 11 år, Else Marie Nielsen, 9 år Mariane Nielsen 6 år,
Niels Kristian Marinus Nielsen, 2 år.
År 1900 døde Abraham Nielsen i det gamle fattighus hvor han også var blevet født og blev
begravet i Ryde, han var da fattiglem og indsidder.
Folketællingen 1906 i det gamle fattighus: Kirsten Nielsen (Jensdatter) født 14/11 1850, enke, husmoder
og vaskekone, Maren Nielsen født 27/10 1891, Kirstine Nielsen samme dag (tvillinger), Thora Nielsen født
11/5 1895, alle hendes børn.
Folketællingen 1911 i det gamle fattighus: Kirsten Nielsen er på fattighjælp, Maren Nielsen bor
hjemme og arbejder som syerske.
I 1914 døde Kirsten Jensdatter (gift Nielsen) i Moselunde i Mejrup sogn af kræft og blev begravet
i Ryde, under sygdommen blev hun plejet af datteren Maren. 
Grundplanen her er tegnet efter oplysninger fra forhenværende sognefoged Vilhelm Mikkelsen, der i mange år
har været nabo til Kjen Abrahams hus.
Han har også fortalt fø1gende, som han husker:
Huset var som det også fremgår af fotografiet og grundplanen meget lille og fik sin vandforsyning fra
en brønd, overbygget og med en vindsel til at hejse vandet op med i en spand. På en loftbjælke
stod malet navnet Mamrelund. Vilhelm Mikkelsen husker kun svagt Kjen Abraham og nogle døtre. Abraham var
død længe før Vilhelm Mikkelsen blev født, men hans far har fortalt, at da Abraham døde
kunne man ikke få kisten ind eller ud af døren. Derfor måtte han hen og bære ham ud og
lægge ham i kisten udenfor huset. Da han kom hjem skulle han have sagt “A var et glå ve et, men vi
sku jo ha ham begravet.”
Mere kunne han ikke fortælle om Abraham og Kirsten. Men Abrahams ældste datter Caroline har fortalt,
at Abraham havde et stor rødt fuldskæg, at han ikke var nogen rar mand og at han lod Kirsten gøre
det grove arbejde. Engang skulle hun være blevet sendt til Holstebro efter mursten med en hjulbør.
Hun har også fortalt, at der var murstensgulve i huset, måske var det dem Kirsten måtte hente
i Holstebro.
 Min mor har fortalt, at hele familien om sommeren flyttede på
mosen, vistnok Hvidemosen i Rønbjerg Sogn, hvor de boede sommeren over og hvor Abraham arbejdede ved tørvegravning
sammen med Stærke Hans og Kirsten og børnene med røgling af tørvene. Ellers levede de
mest af Abrahams glarmester og blikkenslagerarbejde. Til tider måtte han langt omkring med sine bliksager
og for at sætte ruder i og klinke for folk, så kunne han være borte i lang tid.
Når alt andet glippede, har fattigkassen nok måttet høre for. Og det kan være forklaringen
på at alle børnene efterhånden som de nåede skels år og alder flyttede hjemmefra.
Skrevet af Egon Jensen, Fjerritslev.
Tilbage til toppen
|
|
Træk
af en Husmoders Virksomhed i tidligere Tid
 Vil du se billederne i større format,
så dobbelttryk på dem.
Denne beretning er skrevet af Anna Jørgensen, elev på Statens Forskoleseminarium i Vejle 1893-94.
I 1893 fik hun sammen med de andre elever en stil for: »Træk af en Husmoders Virksomhed i tidligere
Tid«.
Anna Jørgensen var en søster til en af mine kollegers bedstemor og han har af hende fået beretningen.
Selv om den ikke er særlig lokal for os giver den et indblik i det hårde liv for småkårsfolk
for 150 år siden.
Kurt
Østerhoved, den 2. August 1893.
I Eftermiddags var jeg ude at aflægge en lille Visit hos vor gamle Nabokone Jens Jepsens Enke Karoline.
Hun sad og kardede med Rokken foran sig, hvorpaa hun spandt »Tøjerne«, eftersom hun fik dem
kardet. Hun blev rød ved min Indtræden, hun anede nok Anledningen til mit Besøg, da Moder havde
sagt hende, at jeg kom vist for at faa noget at vide om »gamle Dage«.
Efter at jeg havde faaet en Kop (rigtig god) Kaffe med et Stykke brunt Sukker til, og vi havde siddet og talt
lidt sammen om løst og fast, saa bad jeg hende fortælle mig lidt om, hvorledes hun havde maattet arbejde
for Udkommet, siden hun blev Kone.
»Ja, da maatte jeg bestille noget andet end Konerne nu til »Dags«, svarede hun; »en
Sommer passede jeg 100.000 Tørv for en Mand og 25.000 for en anden; jeg maatte selv baade lægge dem
paa Plads, rejse dem og sætte dem i Stak. Samme Sommer spredte jeg 900 Læs Mergel, hvoraf jeg selv
havde kørt en Del ud. Jeg har heller ikke sjælden staaet i en Mergelgrav og gravet Mergel og gjort
mit Arbejde ved Siden af haandfaste og kraftige Mænd. Jeg havde det tit drøjt, men jeg havde kun Valget
imellem at sulte og slide for Brødet. Det var i Aaret 1847, jeg blev gift; Aaret efter skulde min Mand med
i Krigen, og jeg maatte jo saa se at sørge for Udkommet. Vi havde et lille Sted, hvor der kunde holdes en
Ko, men der kunde jeg jo ikke faa Føden, jeg maatte ud blandt Folk for at tjene noget. Jeg gik da ud at
vaske for Folk, og det var især henimod Foraaret, at man holdt rigtig Storvask. I Marts 1848 var jeg næsten
altid ude for at vaske, saaledes vaskede jeg 3 Dage i Træk hos Tavlovs i Farre By, og jeg, tilligemed Pigerne,
fik kun én Times Søvn hver Nat, vi skulde blive oppe og fyre under Tøjet. Nogle Dage efter
fødte jeg min ældste søn.
En Tid efter døde vor eneste Ko, det var et haardt Slag for mig. Dagen efter kommer jeg saa til Skærhoved,
hvor jeg tit kom for at gøre Arbejde, og Jomfruen siger da straks til mig: »Jeg synes, Line ser saa
sørgmodig ud, hvad er der gaaet hende imod?« »Ja, jeg maa nok være bedrøvet«,
svarede jeg, »Jeg har mistet min eneste Ko«. Hun gaar da straks ind og fortæller det til Herren,
og da det blev bekendt, saa var der nok af Gaardens Folk, der vilde hjælpe mig. Der var en Snedker, han gav
mig 2 Mark, og han havde fire Svende, de gave mig hver 1 Mark. Pigerne skillingede ogsaa sammen og gav mig en Skærv,
og Herren var da ikke den, der gav den mindste Skærv.
Jeg fik saa mange Penge, saa jeg kunde købe en Kvie, saa kunde jeg da have Haab om snart at faa Mælk
i Huset igen.
Ja Folk vare gode ved mig.
Jeg fik Lov at malke Faarene paa Skærhoved, naar jeg vilde have Ulejlighed dermed, og det var nok Umagen
værd, skønt der var langt op i Marken til dem, jeg kunde have en 3-4 Potter Mælk af dem om Dagen.
Det var slet ikke noget let Arbejde selv at malke dem, men naar jeg holdt mit Knæ for Brystet af Faaret og
venstre Arm over Ryggen paa det, saa kunde jeg dog nok holde det, mens jeg malkede med højre Haand, skønt
det var store og stærke Faar.
Tiden gik, og min Mand kom hjem, men der kunde jo ikke være Tale om, at vi kunde faa Føden paa den
lille Ejendom, saa han tog derfor en Plads som Avlskarl en Mils Vej fra vort Sted. Man skulde jo mene, at han kunde
have faaet noget tilovers af sin Løn til Kone og Børn, men han var snavs, han drak og kunde daarlig
faa Pengene til at slaa til til sig selv. Jeg maatte jo derfor blive ved at hænge i for Føden og var
næsten altid ude.
Da Børnene var helt smaa, maatte jeg jo saa sende dem hen til en gammel Kone, der skulde se lidt efter
dem, mens jeg var paa Arbejde, og jeg løb saa hjem om Middagen for at give den mindste Bryst og de andre
Mad.
De maatte tidlig vænnes til at skøtte sig selv, de smaa Væsner, og min ældste Dreng
var stolt af at kunde faa Lov til at gøre rent, naar Mor var ude. Naar han saa var færdig med at feje
og strø Sand, saa satte han sig ganske rolig ned paa en Stol og betragtede sit Værk, som om han vilde
sige: Nu skal jeg være en pæn Dreng og ikke træde Sandet ned, til Mor kommer hjem til Middag.
Han var ogsaa en god Dreng ved sin lille Søster, den yngste af Børnene, men hvorledes forstaar en
lille Fyr paa 4-5 Aar at passe Børn? Den lille Pige blev da ogsaa en Krøbling for hele Livet, fordi
hun manglede det nødvendige Tilsyn. En Dag, det var før hun kom til at gaa ene, var hun trillet ned
af Havegærdet, og hun fik da Hoften af Led, hvorfor hun maatte gaa ved Krykke til sin Død.
Da dine Bedsteforældre kom til Østerhoved, kom jeg til at gaa meget hos dem om Sommeren. Din Bedstemoder
passede altid selv Huset (og Maden), men hun holdt ikke saa meget af at gaa i Marken, hvad hun slet ikke havde
været vant til. Hun havde i sin Pigetid haft sin Tid optaget med indvendigt Arbejde, og naar hun havde nogen
Tid tilovers, saa kniplede hun, hvorved hun fortjente sig nogle Lommepenge, da hun nok kunde faa Afsætning
til sine Arbejder. Da hun blev Kone, var der jo ikke stor Tid til sligt, for skønt de kun havde en 5-6 Kør,
saa var der altid nok at gøre i Huset med at holde Værelserne i Orden, lave Mad, kærne og lave
Ost, brygge og bage, og naar der blev nogen Tid tilovers til Haandgerning, saa var der jo Arbejde nok med at karde
og spinde til Tøj og til Strømper. Dog, i Høstens Tid var din Bedstemoder da heller ikke bange
for at flytte Kør og trække dem ud og ind, og Hestene passede hun da ogsaa; dem var hun især
omhyggelig for, »for de har det saa strængt, de stakkels Heste«, sagde hun tit.
Din Bedstemoder var meget god imod mig; Jørgensen gav kun en lille Dagløn, det højeste
man kunde faa om Dagen i disse Tider var 1 Mark og 4 Skilling, »men jeg skal nok hjælpe med hvad jeg
kan«, sagde hans Kone, og han saa da heller ikke skævt til, at jeg hver Middag gik med en god Portion
af den tiloversblevne Mad til mine smaa derhjemme.
Jeg kunde ogsaa nok holde mig vedlige med Brændsel ved at sanke Pinde i Skoven, som hører til din
Faders Gaard: den Gang var der jo ogsaa meget mere Krat og Ris, end der er nu.
Om Efteraaret gik jeg ud at slagte. Jeg kunde nok faa noget at bestille dermed, da man næppe betroede
nogen anden der paa Egnen end mig til det Stykke Arbejde. Det var ikke faa Steder, at jeg slagtede 10 Faar paa
én dag, og det var jo ikke alene endt med at tage Livet af dem og flaa dem, jeg maatte ogsaa hjælpe
til med at tage Indvoldene ud og rense dem, hakke Kød og lave Pølser.
Jeg blev da heller ikke saa daarlig lønnet derfor, det var ikke saa sjælden, jeg efter en saadan
Dags Arbejde fik et Faarlaar og et Stykke Side og Ryg med hjem, idet jeg maatte give Løfte om at komme og
hjælpe til med at salte Kødet og koge Lage dertil.
Om Vinteren havde jeg en lille Hviletid, en Maanedstid før og efter Jul, og jeg kunde jo ogsaa nok trænge
til at have den Tid til min egen Raadighed for at lave mit eget og Børnenes Tøj.
Det var da ikke saa sjælden, jeg gik til Vejle, ofte med en Skæppe Korns Vægt paa Ryggen,
men det gjorde mig ikke noget. Jeg skulde saa altid ind at besøge Amtmandens, mit gamle Herskab, og de vare
altid gode og venlige imod mig, de vidste saamænd ikke, alt det gode, de vilde gøre mig. Jeg havde
jo ogsaa været hos dem i adskillge Aar, og da jeg saa kom derfra, saa skaffede de mig en Plads paa en stor
Gaard, hvor de kendte Bestyreren; der blev jeg Husbestyrerinde og var der i flere Aar. Du ser altsaa nok, at jeg
har kendt bedre Dage end disse, jeg før fortalte dig om, dog var jeg heller ikke bange for at tage fat den
gang, jeg undsaa mig f.eks. ikke for at gaa med Pigerne ud at malke, skønt Herskabet vilde have syntes underligt
om det, hvis det var kommen og havde set mig i Malkedragt. Noget andet var det jo ogsaa, naar der var Selskab paa
Gaarden, hvad der jo ikke var saa sjælden, saa maatte jeg jo være i Stadsen.
Jeg fik det Gudskelov godt i min Alderdom igen, da min første Mand var død, og jeg blev gift med
Jens Jepsen. Han var god imod mig, og vi havde vort jævne Udkomme; nogle af de bedste Minder fra den Tid
er, naar vi om Aftenen sad ved Tællepraasen, og han læste højt for mig af Ingemans Romaner,
mens jeg kardede og spandt.
Jeg er saamænd tosset nok endnu til at sidde oppe til Kl. 1-2 om Natten, naar jeg kan faa fat i en god
Bog. Saa gaar Tiden saa hurtig for mig, og det er jo da ogsaa en behagelig Adspredelse; man kan da altid blive
lidt klogere ved at læse saadan et og andet, hvad man kan faa fat paa«.
Imidlertid var det næsten blevet Aften, og idet jeg pakkede Sytøjet sammen, takkede jeg for hendes
livlige Underholdning og lod en Bemærkning falde om, at det vist ikke var for tidlig at komme hjem. Og idet
jeg tog Afsked med hende, takkede hun, fordi jeg vilde besøge hende, og tog det Løfte af mig, at
jeg maatte komme indenfor hos hende igen, naar jeg atter kom til Østerhoved.
Tilbage til toppen Anna Jørgensen, Østerhoved, den 2. August
1893.
|
|
"Om
hundred´ år er alting glemt"
Vil du se billederne i større format, så dobbelttryk på
dem.
"Om hundred´ år er alting glemt" hed det i en gammel vise, men det turde dog siges at
være en begrænset sandhed, bl.a. takket være de mange lokalhistoriske arkiver rundt i landet.
På Egnshistorisk Arkiv i Vinderup har man således mikrofilm af Holstebro Dagblad helt tilbage til 1881.
Dem har jeg kikket i og fundet frem til, hvad der skete her på egnen for hundrede år siden, altså
i 1902, og det giver unægtelig et meget varieret billede.
Hvem kan i dag tænke sig, at hovedgaden i Vinderup havde lighed med en stinkende kloak. Således beretter
avisen fra februar 1902:
 Kravet
om at få kloakanlæg udført i Vinderup har i flere år gjort sig gældende på
øjensynlig måde, idet endog spildevand fra en af de større ejendomme daglig har haft frit løb
langs ad rendestenen på en længere strækning på den mest befærdede del af byen. Afhjælpning
af dette for de omkringboende ubehagelige og tillige sundhedsffarlige forhold er stadig strandet på, at sognerådet
har vist sig uvillig til at yde bidrag til de nødvendige kloakker, og beboerne ikke har ment sig forpligtede
til alene at afholde de betydelige udgifter hertil. Nu har amtsråd, sogneråd, sundheds kommission og
beboere afholdt møder om sagen, og kommunen tilbyder nu 250 kr, et lignende tilskud forventes af amtet,
og restudgifterne afholdes af husejerne. Kloakanlægget vil dog kun komme til at omfatte den del af byen,
der ligger nord for banen. Den sydlige del, hvor forholdene ikke er så tvingende, kommer formodentlig til
at vente foreløbig.
I januar meddeles, at planerne om en påtænkt bank i Vinderup er foreløbig opgivet. Skønt
der er tegnet en ikke ubetydelig aktiekapital, anså bankudvalget kapitalen for lille til at begynde en tidssvarende
bank. Sagen indstilles, indtil der forekommer større interesse for dens fremme.
7. februar: En brand i Sevel har været for Højesteret. I sagen mod pigen Nielsine Katrine Nielsen,
som af skinsyge og hævngerrighed natten mellem den 25. og 26. april forrige år satte ild på Østergård
og natten mellem den 13. og 14. august satte ild på Neder Pilgård i Sevel, hvorved begge gårde
brændte, har Højesteret stadfæstet Viborg Overrets dom. Pigen, der er epileptisk og utilregnelig,
frifandtes for straf mod at det offentlige træffer passende foranstaltning til hendes uskadeliggørelse.
Sognerådet i Ejsing har været samlet for at efterse tilbuddene på skolebyggeri. Tilbud om
skolebygning i Egebjerg blev samlet 9.248 kr. Arbejdet med opførelse af en skolebygning i Ejsing samt
den gamle skolestues indretning til lærerindebolig blev til en samlet sum på 4.040 kr. Arbejdet skal
være færdigt 1. juli
1902.
Ryde-Handbjerg sognekald søges af 7 teologiske kandidater og 4 kapellaner. Blandt de sidste er Filip
Bech, søn af afdøde Vilhelm Bech, stifteren af Indre Mission. En deputation har været hos ministeren
for at udvirke, at Filip Bech får embedet. (Det kan oplyses, at Filip Bech var præst i Ryde 1902 -
1914.)
Mormoner i Ejsing. Flere af mormonernes udsendige fra Utah har i den senere tid grasseret i Ejsing sogn,
og desværre har deres virksomhed ikke været uden virkning, idet de hos flere familier har vundet mere
eller mindre indpas.I et enkelt hjem er endog mand og kone allerede blevet omdøbte, og de ældre børn
skal efter sigende have samme behandling om få dage. Mormonerne har lyst til at udvide området. To
af agenterne har hjemsøgt Vinderup by de sidste dage og aflagt besøg i hvert eneste hjem, hvor de
har uddelt traktater og falbudt bøger. Deres fremgangsnåde er meget beregnende.Derfor får man
ikke hele programmet
på en gang. I de omtalte traktater eller ved samtaler forekommer intet om flerkoneri eller om Joseph Smiths
åbenbaringer. Til en begyndelse gælder det selvfølgelig om at rokke ved folks opfattelse af
religionen, så der lettere findes modtagelighed for mormonismen og alle dens urimeligheder.
Ved mødet i maj har Ringkjøbing Amtsråd behandlet et andragende fra Sahl m. fl. sogneråd
om et apotek i Vinderup. Forslaget gav anledning til en del diskussion, og valget stod mellem Vinderup og Hodsager.
Da Hodsager ligger mest centralt og har længst til apotek, kan amtsrådet ikke p.t. anbefale et
apotek i Vinderup.
Den 23. juni var der indbudt til et offentligt møde på Vinderup Gæstgivergård om oprettelse
af en realskole i Vinderup. Skolebestyrer Madsen-Mygdal fra Tarm gav forskellige oplysninger, og man vedtog
foreløbig at oprette en privat forberedelsesskole med delvis realskoleundervisning. Et skoleudvalg på
5
mand blev nedsat.
26. august: Der er i den sidste tid tegnet frivillige bidrag til anskaffelse af et orgel til Handbjerg Kirke.
Tegningen har givet det smukke resultat - menigheden til ære - at der er tegnet tilstrækkelig til et
orgel (pibeorgel), der passer til kirkens størrelse. Det er bestilt fra d´hrr. Joh. P. Andresen og
co´s orgelfabrik i Ringkøbing og vil blive opstilt i løbet af efteråret.
Oktober 1902: Blandt gøglerherlighederne på Vinderup marked i går var også et telt,
hvori forevistes bjørne og aber. I dette telt kunne der let være sket en ulykke, idet en af bjørnene
slap løs og sprang hen på en dreng, som den bed i kinden. Et øjeblik var situationen ret fortvivlet.
Det kneb vogterne at få bjørnen til at
slippe drengen, og der opstod et øjeblik panik blandt publikum. Heldigvis har drengen ikke taget alvorlig
skade. - En eller flere lommetyve opererede også på markedet. Især gik det ud over kvinderne,
hvis lommer er lettere tilgængelige; men en mand har også mistet sit ur, og en anden mand, ikke helt
ædru, mistede et
pengebeløb.
Spedalskhed i Rønbjerg? Professor Ehlers fra København har af Justitsmi-nisteriet fået
ordre til at rejse til Rønbjerg og undersøge det formentlige tilfælde af spedalskhed. Et par
dage efter forelå resultatet: Det var ikke spedalskhed, men kræftagtig lupus. Den mandlige patient
sendes til Finsens Lysinstitut i København til undersøgelse og behandling.
28. november: Kirkesagen i Vinderup. Beboere i Bjert, Vinderup, Hasselholt og Ålskov m.fl. , der interesserer
sig for kirkesagen i Vinderup, var samlet til møde i menighedshuset. 125 mødte op. En kirkekomite
blev nedsat, bestående af købmændene P. Mikkelsen, V.E. Friedrichsen og Johs. Bang, missionær
Jens Andersen, træhandler Christensen, lærer Bech, Bjert, og gårdejer J.P. Espersen. Allerede
den 9. december var der tegnet 8.200 kr. til formålet, et smukt resultat, der giver håb om, at sagen
kan gennemføres.
Daniel Tilbage til toppen
|
Men gamle aviser og billeder kan hjælpe!
