HUSK NÆSTE MØDE:
Se mere om møderne
Mandag d. 22.3 kl.19-21
Arkivaften
Vi higer og søger. Hyggeligt arbejdssamvær på Arkivet.
Kurt sørger for kaffen
HUSK OGSÅ:
Onsdag d. 24.3 kl.19.30
Generalforsamling Dagsorden ifølge lovene.
Derefter viser Bodil "Et liv på en gård"
Medbring kaffe
| Af Gunnar Hallum | |
| Vinderup i gamle dage | Fortalt af Henry Bailum. |
|
Det er ikke for at spænde for selvbinderen eller
slåmaskinen, at man har trukket hestene frem; i 1914 foregik høsten på
Sevelstedbjerg i Ejsing nemlig stadig med le. |
|
| Bibelen viste vejen | En slægtsforsker fortæller om de
overraskelser man kan komme ud for, når man gerne vil kende sine aner. |
| En bryllupssang fra Røjbæk i Sevel | Gunnar Hallum fortæller om et
bryllup i familien. Ved et tilfælde er der en forbindelse til artiklen "Bibelen viste vejen" |
| Løjtnant Buchhave |
 Kortet viser
slagmarkerne omkring Dybbøl i 1864. Her blev Buchhave såret ved Kjær 29. juni og døde 6. juli.
|
| Maja Mortensen |
Straks efter oprettelsen af Vinderup Kommune i 1970, blev der af flere ytret ønske om at danne en forening, der kunne varetage minder fra tidligere slægter og dermed fremme den lokalhistoriske interesse her på egnen.
Der var mange, der støttede denne tanke, og snart var "Samlerforeningen" en realitet. Ret hurtigt opstod der behov for at få foreningens formål og vedtægter sat på papir, ligesom det valgte navn blev taget op til omvurdering.
Resultatet blev så "Vinderup Egnshistoriske Forening", hvis formål bl. a. er driften af et lokalhistorisk arkiv. Gennem årene har vi så her på Arkivet modtaget billeder og arkivalier omhandlende egnens befolkning og liv. Samlingerne er udbygget med folketællinger og kirkebøger og ikke mindst: vi har modtaget store samlinger af arkivalier, der har tilhørt afdøde slægtsforskere, så Arkivet er i al beskedenhed er besøg værd. Vi har dygtige medarbejdere, der gerne hjælper gæsterne, og forbindelsen udadtil sker gennem e-mail og internet.
Året rundt kan vi glæde os over mange der besøger Arkivet, det gælder til vore møder og udstillinger, men også folk der arbejder med slægtsforskning, både lokale og dem fra ind- og udland, der kommer og åbenbarer en eller anden slægtsforbindelse til Vinderup-egnen, som nu skal nøjere undersøges. Dette er en del af det daglige arbejde på Arkivet, som takket være Vinderup Kommune kan ske i gode og rummelige lokaler.
Dog - alt hvad der her er nævnt - står og falder med, at vi har en forening, hvis medlemmer trofast år efter år betaler det beskedne kontingent, kommer til vore arrangementer og - hvad der også sker - støtter os med økonomiske gaver. Men også i vor forening er der et naturligt "mandefald", som når det sker føles knugende. Så derfor tager vi os nu den frihed, med den gamle digter at ønske:
For de gamle som faldt, er der ny overalt,
de vil møde, hvergang der bliver kaldt.
Gunnar Hallum
Vinderup i gamle dage - fortalt af Henry Bailum.
Tilbage
Henry Bailum var født i Ejsing i 1917 og opvokset i Vinderup. Hans far var lagerarbejder Laurids Bailum, der boede i Vestergade. Som 14-årig kom Henry Bailum i lære hos maler Ejnar Hølmkjær, Skolevej, og der begyndte han at male motiver på træ eller papstykker. Arbejdede senere som malersvand i Skive hos den kendte maler Mølgaard Andersen.
Henry Bailum boede senere i Holstebro og blev kendt som både kunstmaler og skribent. Deltog i talrige maleriudstillinger, udgav ca. 25 bøger.
I en artikel i Skive Folkeblad 1974 fortalte Henry Bailum følgende erindringer fra Vinderup:
Da jeg boede i Vinderup, blev jeg regnet for "røven af fjerde division", for at bruge et udtryk, alle vist kender. Min far var jo kun arbejdsmand, og jeg var en fattig malersvend, der til sidst måtte flytte uden for byen for at undgå arbejds-løshed. Men jeg har vist humoristisk sans, for når jeg tænker på Vinderup, mindes jeg mange originaler og mange komiske situationer i den lille by.
Der var f. eks. betjent Pedersen, der slæbte os drenge til forhør, fordi der var blevet skåret i nogle træer i anlægget. Vi skulle efter tur fremvise vore lommeknive, og med detektiv-mine fastslog landbetjenten, at de havde skåret i træ fornylig. Det er jo det, man bruger sin kniv til, men vi var uskyldige, når det gjaldt hærværket. Jeg husker, han truede os med ris og rotting, så vi rystede og bævede.
Bageren skrev en vise, som blev solgt ved byfesten i anlægget, og som skaffede ham en retssag på halsen. Men smeden og bageren i Vinderup hævnede sig ved at male galger med hvidt på gaden og skrive "Død over Knokkel-Pedersen - byens skræk".
Det første af de ti vers i sangen lød:
Vi her i byen har en bøs betjent, faldera,
vi ønsker alle ham til Livø sendt, faldera.
De gamle, unge, børn, dem vil han flå, faldera,
men pigerne han knapt kan lade gå, faldera.
Meget er forandret siden ungdomsårene i Vinderup. Jeg husker, hvordan hele kommunens administration blev udført fra bagbutikken hos træhandler Chri-stensen. Han sad krumbøjet om aftenen og ordnede kommunens papirer, og der var stærke røster fremme om, at man påførte kollegerne illoyal konkurrence, fordi folk skulle igennem hans forretning for at komme på kommunekontoret.
Folk havde øgenavne, og dem fandt ikke alle lige flatterende. Skolens pedel blev f. eks. kaldt "Ywlavten", altså det jyske ord for juleaften, og sønnen hed naturligvis "Bette ywlavten". Det kom sig vist af, at han flyttede til Vinderup en juleaften, men han averterede i Vinderup Oplysende og Underholdende Avertissementsblad, at alle, der fremtidig kaldte ham juleaften, ville blive draget til ansvar. - Må vi nu ikke engang sige den 24. lød en af mine bekendtes kommentar.
Under krigen måtte vi håndværkssvende flytte vestpå for at få arbejde. Der var jo ingen understøttelse at få, og selv om jeg langtfra sympatiserede med tyskerne, måtte jeg male bunkere en tid for at tjene lidt. Jeg boede i et sommerhus, og pludselig en aften blev jeg ført til en overløjtnant med geværer i ryggen, fordi jeg blev mistænkt for spionage. Heldigvis blev jeg afhørt af politiet i Ringkøbing, og da overløjtnanten efter en affære i fuldskab blev flyttet fra egnen, glemte man at rykke for rapporten. Heldigvis nåede jeg at brænde nogle film, jeg tankeløst havde taget af et radaranlæg. Var de blevet fundet, havde det vist været ude med mig.
Her er et billede fra "de gode gamle dage", eller i hvert fald fra gamle dage.
Billedet er taget i høsten 1914 på Sevelstedbjerg’s marker. Fra venstre ses Marie og Niels Vendelbo, derefter Marie Mejdal fra Landting Mark og længst til højre ’Simon o æ bak’.
De to drenge er sønnerne Ejner og Magnus Vendelbo.
Sevelstedbjerg har i dag adressen Skivevej 41.
I foråret fik vi på arkivet et brev fra Niels E. Jensen i
København, som fortalte om sine oplevelser med slægtsforskning via Internettet.
Da hans oplevelser har tilknytning til vor egn bringer vi her hans brev i sin
helhed.
____________________________________
Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg med stor interesse fulgt med i snakken når jeg har været på familiebesøg og de gamle fotoalbum kom frem. Det var spændende at høre om gamle dage og om de mennesker der levede dengang. Derigennem fik jeg kendskab til en masse mennesker, dels nogle som jeg var i familie med, dels venner og bekendte til familien. Jeg kan huske at jeg som barn spurgte en del til hvem disse mennesker var, og jeg fik som regel også svar på disse spørgsmål. Desværre fik jeg ikke skrevet disse ting ned, heller ikke da jeg var kommet i den alder at jeg rent faktisk kunne skrive.
Især var det spændende at høre hvordan livet havde formet sig på landet, jeg er opvokset i København, og under familiebesøgene i og omkring Vinderup havde jeg rig lejlighed til at høre om ”gamle dage”. For 25-30 år siden begyndte jeg at samle på fotos af gamle familiemedlemmer og samtidig få skrevet på billederne hvem de forestillede, og i enkelte tilfælde også nogle data om disse personer.
Af min mors faster fik jeg på et tidspunkt forskellige ting der omhandlede en for længst afdød bror til hende, ting som kunne fortælle lidt om hvem han havde været. Med disse ting begyndte jeg at interessere mig lidt mere for hvem familien havde bestået af og hvor de havde levet. Jeg forsøgte at spørge min mors faster om hvem hendes forældre var, det vidste jeg godt lidt om i forvejen, men det kunne jo være at der kom flere ting frem ved at spørge hende. Hun kendte fødselsdag, år og sogn på hendes forældre (Frants Nielsen og Ane Kirstine Olesen), og hun havde en fornemmelse af hvad hendes farfar havde heddet (formentlig Niels Frandsen). Længere kom jeg ikke i denne omgang. Få år efter døde hun, og dermed var den sidste i hendes generation væk, og dermed muligheden for at grave længere tilbage, medmindre jeg skulle igang med kirkebøgerne.
Da hendes søn kendte til min interesse for familien, fik jeg overladt de ting hun efterlod sig som kunne have min interesse og som ikke havde resten af familiens interesse. Blandt disse ting var der en gammel bibel fra 1849, som, efter hvad der tidligere havde været fortalt, havde tilhørt en afdød broder. Ved nærmere eftersyn stod hans navn i bibelen, skrevet med en meget barnlig skrift, så dette kunne godt tyde på at rygtet var sandt. Nu skulle denne broder være født i 1890’erne, så spørgs-målet var om han til sin konfirmation havde fået denne bibel, som formentlig ikke var den nyeste udgave.
 |
 |
| Den gamle bibel fra
1848, som blev starten på detektivarbejdet. |
Indskriften, der fortæller hvem
der nok var den første ejer. |
Ved en gennembladning af de første sider viste det sig at der sikkert var tale om en eller anden form for arvestykke, da der på en af de første sider med sirlig skrift stod: Tilhører Thomads Jensen, Korstofte, 1861.
Dette navn passede overhovedet ikke ind i billedet af de
navne jeg ellers kendte til (Nielsen/Olesen), så hvad havde dette navn med vores
familie at gøre? Blandt de øvrige ting jeg fik ved denne lejlighed, var også
nogle avisudklip om begivenheder i familien. I anledning af (min oldefar) Frants
Nielsens 90 års fødselsdag var der et udklip, hvor der bl.a. stod at han i 1875
havde giftet sig til en gård i Karstoft (hendes fødegård), men
hendes navn blev ikke nævnt. I 1887 blev Frants enkemand og giftede sig igen
efter få år med Ane Kirstine Olesen. En rundspørgen til de tilbageværende ældre
familiemedlemmer gav intet resultat, idet de samstemmende hævdede at de aldrig
havde hørt o nogen ”første kone” til Frants. Hvem var Thomads Jensen, og havde
han overhovet nogen forbindelse til familien?
Min tid tillod ikke at bruge tid på nærmere studier, men
indrømmet, jeg tænkte til tider på ”problemet” og på at det kunne være sjovt at
få løst ”gåden” om denne ukendte person og om Frantses ”første kone”. Jeg blev
for få år siden opmærksom på at kirkebøger og folketællinger i nogle sogne i
landet var begyndt at blive lagt ud på internettet, så i en ledig stund forsøgte
jeg om dette også var tilfældet for Sevel sogns vedkommende. Til min
overraskelse viste det sig at der allerede fandtes en del, desværre ikke lige i
den periode som jeg i første omgang var på jagt efter nemlig 1875-1887. Da jeg
aldrig tidligere havde set i hverken kirkebøger eller folketællinger fik jeg for
sjov skyld hentet folketællingen fra 1860 ned på min pc,
så jeg i ro og mag kunne studere den nærmere. Meget hurtigt fandt jeg frem til
de husstande der fandtes i Karstoft, og til min store forbavselse stod Thomas
Jensen som gårdmand. Han stod opført til at være 76 år, gift og fra Vridsted
sogn. Hans kone var 40 år og var stedmor til tre ønner på mellem 23 og 38 år (de
står opført til at drive gården) og mor til tre døtre på mellem 5 og 14 år.
Desuden var der i husstanden en ugift tjenestepige. Mon det var denne familie
min oldefar havde giftet sig ind i 15 år senere?
Jeg begyndte nu systematisk i de folketællinger der var tilgængelige på internettet at se på hvem denne Thomas Jensen var, hvor langt tilbage jeg kunne spore ham og hvilke børn han havde fået. I 1834 var han gift med Mette Christensdatter som fik det første barn i 1811. Mette kunne godt stamme fra Karstoft, da der i 1801 fandtes en Christen Jepsen, men da Mette på dette tidspunkt skulle være 7 år og ikke er medtaget i folketællingen, er dette blot mit gæt. Fra 1811 til 1837 når Thomas at blive far til 8 børn (ifølge folketællingerne), heraf fem sønner.
 |
|
Frants Nielsen og Ane Kirstine Olesen |
Thomas bliver enkemand og gifter sig igen, dennegang med Ane
Marie Knudsdatter med hvem han får tre piger mellem 1846 og 1855. Da den næste
tilgængelige folketælling efter 1860 er 1901, har det ikke ad denne vej været
mig muligt at se hvordan forbindelsen mellem Thomas og Frants Nielsen er. I 1901
er Thomas død, og der er stor sandsynlighed for at de ældste af hans børn også
er væk. Frants Nielsen og hans anden kone er før 1901 flyttet fra sognet efter
at have fået de første fire børn. Ledige stunder blev nu brugt til at forsøge at
spore hvor Thomases børn flyttede hen, og det viste sig at en del af dem blev i
sognet.
Da min mor i løbet af 2002 var på familiebesøg i Vinderup, aflagde hun et besøg
på arkivet og fik hjælp til at se i kirkebøgerne om det var muligt at finde
bryllupsdatoen i 1875 hvor Frants skulle være blevet gift første gang. Det
lykkedes ret hurtigt, og derved løstes gåden med Thomas Jensen. Det viste sig at
Frants Nielsen var blevet viet til Mette Kirstine Thomasen (den ældste af de tre
sidste piger), og at brudens forlover var hendes far Jens Thomasen. Jens var
ganske vist 24 år ældre end Mette, men Jens var nummer fire af Thomases børn, så
her må vist være en fejl i kirkebogen. Så jeg var glad for at jeg havde gravet
så meget i Thomases familie inden jeg fik den afgørende oplysning. Jeg kunne
nemt have ”slugt” oplysningen om brudens far og dermed ikke have søgt længere
tilbage (da hun jo ikke er stammoder til min familie) hvis jeg fra starten havde
søgt i kirkebogen. Og hvis ikke jeg havde haft den gamle bibel som
indgangs-vinkel, havde jeg heller ikke fået fundet ud af hvordan folk var
flyttet til og fr Karstoft og hvem der var blevet gift med hvem, men det er en
helt anden historie.
Nu sidder jeg så og venter på at folketællingen fra 1880 kommer ud på
internettet, da jeg er lidt spændt på om nogle af Thomas’s andre børn eller hans
enke skulle være blevet på gården efter at Frants er flyttet ind.
Som en sidebemærkning skal det nævnes at det lykkedes min mor at få kontakt til
nogle folk som kendte en del til hvem der havde haft hvilke gårde i Karstoft, så
under besøget fik hun lejlighed til at se de marker hvor hendes far som barn har
løbet rundt. Det er altså muligt ved hjælp af internettet at sidde i København
og finde frem til mange spændende ting om ens forfædre og deres hjemegn, men de
sidste brikker er man stadig nødsaget til at hente dels på arkivet i Vinderup,
dels hos lokale der har kendskab til gamle dage.
Niels Erik Jensen
________________________
For overskuelighedens skyld bringes her en oversigt over familieforholdene:
 |
En bryllupssang fra Røjbæk i Sevel
Tilbage
 |
 |
"Brudesang for Frands Nielsen og Mette Kjerstine Thomasdatter i Korstofte"
I slægt og venner kjære, i dag forsamlet her
At hilse disse unge, som nu forenet er
Og ønsker dem tillykke, i deres ægtestand
Gid de må leve glade og nyde glæden sand.
Du brudgom have funden, en gave du har så kær
En christelig veninde, med gode karakter
Vær ham en trolig støtte, på eders vandring her
Deel eders liv så kærlig, mens i på jorden er.
Og bruden som står prydet, ved elskte magens hånd
Med glæde udi hjertet og tro i sind og ånd
Vær manden din nu trolig, i sorg og glæde her.
Og vær en trøstende, for ham i al hans færd.
Du brudgom er opvokset, i gode fædres hjem
Og når du afsked tager, med tak du hilser dem
Bed Gud som dem ledsager, i alderdommen frem
Tak for hensvundne dage, du havde i deres hjem.
Og brud det vist dig mindes, nu her ved denne fest
Din fader har du ikke, i dag nu her til gæst
Men gid i med ham samlcs, ved Herrens stors fest
Hvor engle har alt prydet og Jesus selv er gæst.
O brud vi vil ej glemme, din moder her så kær
Hun er på enkens veje, med tak hun hilses her
Hun kærlig dig har ledet, på dydens bane frem
Og har hun eder givet, en god og kærlig hjem.
I kan ej døre lukke, for sorg og modgang her
Om Gud vil det tilskikke, men da for alting vær
Frimodig udi Herren og vend til ham jer hen
Da vil han eder være, en blid og trofast ven.
Til slutning alles ønske, opstiger højt i kor
Gud eder ret velsigne, på denne syndig jord
Og at ved livets aften, ham fro omfavne vil
Og nådefuld da sige, I mig jo hører til.
Bryllupsangen, der her er gengivet, har i over hundrede år været gemt blandt diverse efterladenskaber fra mine bedsteforældres hjem i Røjbæk i Sevel sogn.
Ingen husker mere, hvordan de i sangen nævnte personer vedrører familien, hvorfor dette søges udredt her.
Mormor, Margrethe Vilhelmine Pedersen, er født i Kobberup 1871 og morfar, Peder Michael Jakobsen, er født i Røjbæk 1862.
I 1891 overtog Peder Michael hjemmet i Røjbæk og 1896 blev mine bedsteforældre gift. I årene indtil 1909 fødtes de otte børn, min mor Emilie og hendes syv søskende.I dette hjem levede mine oldeforældre til de døde, Peder Jakobsen i 1878 og Maren Knudsdatter i 1891, da min bedstefader overtog ejendommen. Mine bedsteforældre oplevede ikke at se deres børn blive voksne, idet Margrethe Vilhelmine døde i 1910 og Peder Michael i 1916.
Af disse her nævnte personer, er det min oldemoder Maren Knudsdatter, der har familiemæssige forbindelser til brudeparret i Korstofte, idet hun var moster til bruden og altså søster til brudens moder, der i sangen nævnes som enke og må være Ane Marie Knudsdatter fra Mogenstrup.
Thomas Jensen i Korstofte er født i Vridsted 1785. Han blev gift 1. gang med Maren Christensdatter. Efter at have født ham to børn, døde hun i Korstofte 9. sept. 1815. I okt. samme år blev Thomas Jensen gift 2. gang med Mette Christensdatter. I dette ægteskab fødtes yderligere tre børn. Mette Christensdatter døde i Korstofie 1843.
Thomas Jensen blev gift 3. gang 1844 med Ane Marie Knudsdatter fra Mogenstrup. Med hende fik han tre døtre, Ane Kjerstine, Caroline og Mette Kjerstine (der er sangens brud).
Thomas Jensen døde i Korstofte 2. sept. 1871 og hans tredje hustru Ane Marie Knudsdatter 28. maj 1883. Det bryllup som sangen omhandler, må altså have fundet sted imellem disse to sidste årstal.
Min oldemoder Maren Knudsdatter og søsteren Ane Marie var døtre af Knud Poulsen og hans 2. kone Kirsten Sørensdatter. Knud Poulsens 1. kone blev i 1809 dræbt af et lyn nær Mogenstrup by.
Om brudefolkene i sangen, Frands Nielsen og Mette Kjerstine Thomasdatter, ville det være skønt at kunne berette "at de levede lykkelig til deres dages ende". Men sådan skulle det ikke være. Ud fra folketællingerne i Sevel ses, at i 1880 har de en gård i Sebstrup, Frands er 31 og Mette Kjerstine 32 år gl.. Moderen Ane Marie Knudsdatter er hos dem. De har en tjenestepige fra Estvad Kristiane Pedersen og det oplyses, at Frands er født i Estvad ca. 1849. Ingen børn i familien.
Ved folketælling Sevel 1890 har Frands Nielsen stadig gården i Sebstrup. Hans hustru hedder nu Ane Kirstine Nielsen, 22 år, født i Sevel. En håndskreven tilføjelse opl. død 18.12.1893.
Ved folketællingen i Sevel 1901 er Frands Nielsen ikke mere i Sebstrup.
Gunnar Hallum
Arkivet har i de sidste tid haft en del kontakt med Magne
Lund, som er ved at samle stof om veteranerne fra 1864. Han vil skrive en bog om
de veteraner her fra Ringkøbing amt, som gjorde tjeneste ved 8. Brigade som
bestod af 9. og 20. regiment. Brigaden havde under krigen et tab på omkring
halvdelen af mandskabet.
Ved hans besøg på arkivet overdrog han os oplysninger om de veteraner, som har
tilknytning til vort område.
Skulle der i læserkredsen være nogen, som har oplysninger, breve eller lignende
med tilknytning til veteraner, vil Magne Lund meget gerne i kontakt med jer.
Hans telefonnummer er : 44 65 61 27.
Vi har før bragt en artikel om veteranen Knud Thomasen og følger nu op med en
anden soldat fra krigen 1864, nemlig Vilhelm Buchhave, der blev dræbt i kampene.
Denne artikel er skrevet af P.K.Hofmansen i 1964 i anledningen af 100-året for
Vilhelm Buchhaves død.
___________________________________________________________
Ved Sahl kirkes søndre kormur findes et granitmindesmærke, som bærer indskriften:
|
Lieutenant i 3. Regiment
|
 |
Løjtnant Wilhelm Buchhave blev født i Vinding præstegård juledag 1837 som søn af pastor Henrik Rudolph Buchhave og hustru Petrea Charlotte Amalie Schmidth, og her tilbragte han sine første barneår til foråret 1844, da faderen blev kaldet til præst for Sahl og Ejsing menigheder. Den gamle hyggelige præstegård i Sahl, som lå med sine stråtage, den toppede stenbro og grønningen langs laden blev nu rammen om pastor Buchhaves familie, der foruden præsten og hans kone samt sønnen Wilhelm også omfattede den fire år ældre søn Frederik. Pastor Buchhave karakteriseres som en stille og alvorlig mand, der var meget afholdt af sine sognebørn. Han var venlig mod alle, men tillige kunne han være meget bestemt i sit væsen. De fattige gik aldrig forgæves til ham om trøst og hjælp, når der var noget, som trykkede dem. Madam Buchhave, som hun i daglig tale kaldtes blandt egnens befolkning, var i modsætning til sin mand af et mere livligt temperament. Også hun havde en vis evne til at oplive forknytte sjæle, når disse kom til præstegården. Der siges om hende, at en tigger aldrig gik tomhændet fra præstegården, og selv om det blev nok så sent om aftenen, gik hun aldrig i seng uden først at have været nede i folkestuen for at se efter, om alt gik ordentligt og sømmeligt til.
Allerede før sin konfirmation i Ejsing kirke den 23. april 1854 var Wilhelm Buchhave discipel i Århus Kathedralskole, og her stiftede han bekendtskab med den seks år yngre købmandssøn Anders Faurschou, der gik i samme skole. På trods af aldersforskellen blev Anders Faurschou snart den unge præstesøns gode ven i den fremmede by, og det varede ikke længe, før han blev indført i den store købmandsgård i Mejlgade, hvor huset var fyldt med ungdom. Navnlig vakte Anders Faurschous søster Mette Marie Faurschou, der var født den 21. januar 1842, hans opmærksomhed. Hun var sød, god og elskelig, og det varede kun kort tid, før de to unge forelskede sig i hinanden. Det smukke par var særdeles ofte at finde på klubballerne i Århus selskabelige klub Polyhymnia og forøvrigt særdeles velkomne gæster i hele Århus bys selskabelige liv.
Efter Wilhelm Buchhaves studentereksamen 1857 måtte den 22-årige ungersvend og hans 17-årige kæreste, der gensidig var så glade for hinanden, skilles. Buchhave rejste til Købennavn, hvor han i januar 1861 tog filosofisk eksamen, og i juni samme år begyndte han som officersaspirant på reserveofficersskolen på Frederiksberg slot. Efter at han i februar 1862 var blevet udnævnt til sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve, afgik han fra skolen, men kom som reserveofficer ikke i tjeneste. Han skulle da se sig om efter en anden beskæftigelse, og fra ca. 1. september 1862 begyndte han at uddanne sig til forstmand hos skovrider Heinrich von Krogh ved 1. Kronborg Skovdistrikt.
Her på skovridergården "Landlyst" i den sydlige udkant af Teglstrup hegn med vidunderlig udsigt over Øresund, Hven og Skånes' kyst levede den unge sekondløjtnant et interessant og indholdsrigt liv, selv om længslen efter Århus, hvor hans elskede boede, til tider gjorde tilværelsen lidt ensom for ham. I skovridergården lærte Buchhave den unge Holger Drachmann at kende, idet denne navnlig i sommeren 1863 ofte kom til "Landlyst", hvor han med al sin fyrighed havde forelsket sig i skovriderens yndige datter Mimi, der dog ikke gengældte hans voldsomme følelser.
På grund af de urolige forhold i hertugdømmerne blev Buchnave, som så mange andre reserveofficerer på den tid, i august 1863 indkaldt til hæren, hvor han fra 1. december blev ansat som ældste løjtnant ved 3. infanteriregiments 7. kompagni, der havde premierløjtnant Drastrup som kompagnikommandør. Ialt var der fire officer ved kompagniet, nemlig foruden Drastrup og Buchhave også sekondløjtnanterne Rohde og Færch.
Kort før jul 1863 afgik regimentet til Slesvig, og i julen fejrede Buch have sin 26-års fødselsdag i Egenæs, nord for Slien, hvor 7. kompagni lå indkvarteret. Der var langt til hjemmet i Sahl præstegård og til købmandsgården i Århus, hvor hans elskede Marie gik i ængstelse og forventning, da hannoveranske og sachsiske tropper juleaftensdag havde overskredet den holstenske grænse, og krigen syntes uundgåelig. Det var på den tid, at Buchhave sendte forlovelsesringen til Marie Faurschou, hvorved deres hidtil uofficielle kærlighedsforhold blev åbenbart for alle.
Den 4. januar 1864 blev Buchhaves kompagni fra Egenæs forflyttet til Holm, Vesby og Kosel i Kosel sogn, syd for Slien, hvor det endnu lå indkvarteret 1. februar, da østrigske og preussiske tropper i et antal af 57.000 mand den foregående nat var gået over Ejderen, hvorved krigen var i gang. Samme dag blev 3. regiment trukket tilbage over Slien til Brodersby, Hestoft, Goltoft og brohovedet ved Mysunde, hvor Buchhave med 7. kompagni under kampen den 2. februar lå som reserve bag den østre skanse syd for Slien. Pludselig blev kompagniet udsat for en heftig geværild fra nogle preussiske skytter, der havde sneget sig frem langs kysten af den lille vig øst for Mysunde by. Takket være befalingsmændenes resolutte optræden blev dette flankeangreb slået tilbage og fjenden fordrevet.
Lidt senere, da kompagniet foretog et angreb langs vej en mellem skanserne, blev det mødt med en koncentreret ild fra fjendens linie, så det måtte trække sig tilbage. Buchhave med sine folk havde for første gang været i ilden, og alle glædede sig, da kampen ved Mysunde sluttede med en sejr over angriberne.
Natten mellem den 5. og 6. februar, da den danske hærs hovedstyrke begyndte på tilbagetoget fra Dannevirke til Dybbøl, fulgte Buchhave med 3. regiment fra mysundestillingen over Vedelspang mod nord. Om aftenen havde det været snefog, og ud på natten begyndte det atter at sne. En kold, stærk frost med nordøstlig vind stod soldaterne i ansigtet, og under kolonnernes march blev sneen til et spejlglat islag på chausseen. Marchhastigheden i den bælgmørke nat var kun ringe, og først hen på formiddagen den 6. februar nåede man til Flensborg. Efter kantonnement ved Kollund nåede regimentet tidligt om morgenen den 8. februar til Dybbøl, hvor det var med til straks at besætte stillingen og udstille forposter foran denne. Under fjendens belejring af skanserne på Dybbøl var Buchhave flere gange på farefulde poster. I dagene 13.-17. marts havde han snåledes kommandoen over en feltvagt ved Stavgård mølle, hvor fjenden flere gange trængte hårdt på, men med fornuft og koldblodighed kommanderede han sine mænd og kunne efter isse dages heftige fægtninger med bataillonskommandørens ros trække sig tilbage til en velfortjent hvile i Elstrup på Als.
Han var hidtil sluppet uden mén og lige så heldig var han den 18. april, da tyskerne stormede Dybbøl skanser, hvor hans kompagnichef premierløjtnant Drastrup, blev såret. Efter et lazaretophold i København på grund af en heftig ørebetændelse vendte Buchhave først i juni tilbage til fronten, hvor han nu blev ansat ved regimentets 6. kompagni.
Overgangen til Als d. 29.juni.
Om aftenen den 28. juni lå regimentets mandskab indkvarteret i barakkerne ved Vollerup, øst for Sønderborg. De fleste af officererne hvoriblandt også Buchhave, var forsamlet om en bolle punsch i en af barakkerne. Stemningen var udmærket hos dem alle, og navnlig var den 33-årige svenske sekondløjtnant Berzelius højt oppe. Han sang for sine danske kammerater, så de fleste kom sent til ro, og der var enkelte, som slet ikke var gået i seng, da der mellem kl. 1 og 2 blev alarmeret på grund af en heftig skydning i retning af den nordlige del af Alssund.
Så hurtigt som muligt samledes Buchhaves regiment på alarmpladsen i nærheden af Ulkebøl kirke, og sektionsvis afmarcherede styrken i den tusmørke sommernat ad Ulkebøl-Kjær vejen mod nord, hvor skydningen trak nærmere, efterhånden som man kom frem. Ved ankomsten til Kjær viste det sig, at fjenden, som ca. kl. 1 3/4 i både var gået fra Sottrup skov i Sundeved til Arnkilsøre på Kjærhalvøen, var trængt frem til midten af denne langstrakte landsby, hvor nogle bygninger og tætte hegn var besat af fjendtligt infanteri. Klokken var på det tidspunkt ca. 3½. De tre forreste kompagnier af regimentet udviklede hurtigt og stormede flere hegn, navnlig på den venstre side af vejen. Imidlertid lykkedes det fjenden at sætte sig fast i Chr. Bertelsens store gård, der lå på højre side af vejen, og bag nogle hegn og stengærder i nærheden. Buchhaves kompagni havde gjort holdt på vejen med front mod vest og skulle danne reserve for 5. kompagni, der gik frem på venstre side af vejen. Det var den smukkeste morgen, man kunne tænke sig, og solen var lige ved at stå op, da Buchhave, akkompagneret af den heftigste geværild rundt omkring, trådte frem foran sine folk og sagde: "Soldater, vend eders øjne mod øst og se, hvor smukt solen hilser os. Lad os håbe, at den Gud, som lader solen udsende sin pragtfulde glans, vil give os sin hjælp, så at den gerning, vi i dag skulle udrette for konge og fædreland, også må kunne sprede sin glans over dagen"!
I få øjeblikke efter sporedes den fjendtlige ild at blive stærkere, navnlig fra Chr. Bertelsens gård og et til samme tilstødende stengærde. Da det var af største vigtighed at kaste fjenden ud af denne stilling, beordrede regimentskommandøren 6. kompagni til at foretage et bajonetangreb på samme. Dette angreb skete i den fjendtlige stillings front, og bl a. faldt sekondløjtnant Berzellus i samme øjeblik, som hans deling nåede hen til gården og hegnet, hvorfra den kraftigste ild vedligeholdtes. Nu, da øjeblikket var alvorligt og vigtigt, beordredes to delinger under Buchhaves kommando frem langs selve vejens hegn for at beskyde gårdens facade og eventuelt foretage et bajonetangreb fra denne side. Det lykkedes kun et øjeblik at fordrive fjenden fra den mod vejen liggende blomsterhave ind i selve gården, fra hvis vinduer og døre der åbnedes en voldsom ild mod Buchhave og hans folk. Han havde med ro og al den orden, som omstændighederne tillod, ført sine soldater frem langs vejens venstre side, men lige ud for gårdens facade styrtede han, ramt af en kugle i rygraden, just som en del fjender løb ud imod ham og råbte pardon, men desuagtet skød. Nogle af Buchhaves mænd ville føre deres hårdt sårede sekondløjtnant med sig, men to af dem blev skudt, hvorfor Buchhave i sin lidende tilstand udbrød: "Lad mig dog ligge, at ikke flere af eder skal falde for min skyld"!
Kampen fortsattes med endnu nogle angreb, inden man kl. ca. 4½ blev nødt til at gå tilbage. Rundt om lå døde og døende. Premierløjtnant Drastrup og sekondløjtnant Færch var foruden sekondløjtnant Berzelius faldet under fægtningen, og tæt ved Chr. Bertelsens gård lå Buchhave, som endnu levede. Han blev samlet op af tyske hænder og ført til Sønderborg lazaret, hvor han udåndede den 6. juli. I en regimentsskrivelse, dateret i Bjerne ved Hvedholm på Fyn den 2 juli, indstilledes Buchhave til at hædres, med tapperhedsmedaillen, men som nævnt indhentede døden ham, før han kunne modtage denne hædersbevisning.
Sekondløjtnant Berzelius' lig blev som ukendt henlagt i Ulkebøl kirke, men siden genkendt af en soldat med ordene: "Det var løjtnanten, der sang så vakkert". Han blev begravet på Ulkebøl kirkegård, medens tyskerne begravede Buchhave i Sønderborg.
Allerede den 1 juli meddelte "Berlingske Tidende", at sekondløjtnant Buchhave bl. a. var såret og fanget af tyskerne, og den samme oplysning gaves den 6. juli, samme dag som Buchhave døde på Sønderborg lazaret, i "Holstebro Avis", "Skive Avis" og "Viborg Stiftstidende", hvorved hans tragiske skæbne blev kendt på hjemegnen omkring Sahl. Efter hans død rejste hans forlovede Marie Faurschou ledsaget af hans broder Frederik den lange vej til Sønderborg, og skønt han allerede var begravet, fik de hans lig udleveret af tyskerne og førte det gennem et fjendebesat land hjem til Sahl kirkegård, hvor det fandt sit sidste hvilested. Sahl kirkebog nævner ikke tidspunktet for hans jordfæstelse i hjemsognets jord, men den må være sket omkring den 15. juli. Hans gamle fader talte ved graven og udtalte bl a.: "Han holdt, hvad han lovede os, men han havde ikke lovet os det, han holdt"!
Den 19. juli bragte "Århus Stiftstidende" følgende dødsmeddelelse:
|
Sahl Præstegård, den 15'de
Juli.1864. |
Den store sorg tog hårdt på forældrene. Pastor Buchhave begyndte hen på efteråret 1865 at skrante og hensov stille i Sahl præstegård den 4. december 5. s.å 63½ år gammel. Madam Buchhave døde hos sønnen Frederik i Århus den 24. januar 1877, 67 år gammel. Begge hviler nu ved deres søns side på Sahl kirkegård.
Mette Marie Faurschou, der hjembragte sin elskedes lig fra Sønderborg til Sahl, giftede sig fem år senere med grosserer Peter Theodor Baumgarten i Odense. Hun døde først den 16. februar 1928 i Odense, 86 år gammel. Når talen faldt på krigen 1864, kunne hun bryde i gråd og sige: "Krigen, ja da mistede jeg jo min kæreste", men iøvrigt var det sådan, at hun, når der blev talt om dette emne, lukkede af, som om det var noget, hun helt ville have for sig selv.
I Kjær by på Als står nu en lille natursten, som kort fortæller, hvor løjtnant Buchhave faldt hin junimorgen for 100 år siden.
P. K. Hofmansen
|
MAJA MORTENSEN, 1916-2003.
Maja Mortensen døde på plejehjemmet i Vinderup d. 7. april 2003 i en alder af 86 år. Hun blev begravet på kirkegården i Sahl d. 12. april, hvor sognepræsten Gertrud Bangshøj forestod begravelsen, efter i kirken at have talt smukt og medfølende om Maja Mortensen. Siden var der mindesammenkomst på Sevel Kro, hvor flere af familiens medlemmer fortalte om og mindedes Maja. I Egnshistorisk Forening og på Arkivet har vi med Maja Mortensen mistet en god ven og arbejdsfælle, der altid var parat med en hjælpende hånd, når behovet fandtes. I de sidste par år var hun hæmmet af sygdom og måtte med sorg erkende, at hun ikke magtede alt det hun gerne ville, - alt det der tidligere havde gået for hende som en leg. Måske husker vi hende bedst som fortæller og oplæser af dansk litteratur, hvor hun følte sig på hjemmebane. Hun har dog også selv bidraget til litteraturen i form af slægtsbøger og lokalhistoriske artikler. Her skal blot nævnes "Hardsysselfolk III" fra 1983, hvor hun fortæller om Dr. Grill. Han var praktiserende læge i Vinderup fra 1915, til han døde i 1936. I denne artikel fortæller Maja på en rørende måde om Grill som familiens læge, og om hvordan hun som barn, under en alvorlig sygdom, blev behandlet og kureret af Dr. Grill. Sygdommen var så alvorlig, at forældrene var ved at miste troen på, at de skulle beholde deres lille pige, der da var fire år. Men så kom Dr. Grill og gav Maja en fin dukke "fordi hun var en stor pige, der nu var ved at blive rask". Maja blev dengang rask, og det er ikke for meget sagt, at dukken fra Dr. Grill blev hendes kæreste eje. Hun fik et langt og virksomt liv, og vi er mange, ikke mindst i Egnshistorisk Forening og på Arkivet, der med taknemlighed mindes de mange år, vi har kendt Maja og nydt godt af samværet med hende. Når jeg nu nævner Majas artikel om Dr. Grill, så skyldes det, at hun tilsyneladende dengang, henved 50 år efter lægens død, stadig tumlede med spørgsmålet: Fik jeg nogensine sagt tak til Dr. Grill? Vi er nok en del, der nu står i samme situation. Fik vi sagt tak til Maja Mortensen for mange gode stunder sammen. For venlighed og hjælpsomhed, og, som hun sædvanlig mødte os: altid med et aldrig svigtende humør. I en af dødsannoncerne for Maja Mortensen stod nævnt således: "Du lyste op med dit altid kærlige og hjælpsomme sind." Det er ord vi i Foreningen og på Arkivet fuldt ud kan tilslutte os. Vi vil mindes Maja Mortensen med glæde og tak! 12. april 2003, f. Egnshistorisk Forening, Gunnar Hallum.
|
