Om Vinderup Samlerforening / Egnshistorisk Forening

​Fra Hardsyssel Årbog 1971

Med forfatterens tilladelse

​

Af H. Holm

​

"I 1945 var staldbygningen ved missionshuset i Nautrup tilholdssted for tre arbejdsmænd, der var beskæftiget i en grusgrav i nærheden. Her spiste de deres medbragte mad i dårligt vejr. Arbejdsmændene fandt under grusgravningen et sæt stigbøjler og en økse. Alt meget rustent.

​

De tog tingene med til staldbygningen som værende kuriositeter og lagde dem i en af krybberne. En mand fra byen skulle købe en stor sten. Ham viste arbejdsmændene de rustne genstande til. Men efter at han havde sagt, at de ikke var noget værd, var der ingen, der mere beskæftigede sig med de rustne sager. Staldbygningen har ikke været anvendt siden da, men man har ryddet ud i stalden, og økse og stigbøjler er væk. Det er muligt, at de ligger i jorden et sted lige udenfor, nede under græsset.

​

Gunnar Hallum så tingene i 1945. Selv om han da kun var en halvvoksen dreng, er han sikker på, at tingene stammer fra vikingetid".

​

Denne kortfattede beretning er essensen af de fakta, der kan samles, når man har tålmodighed til at finde ud af, hvem der gravede i grusgraven i Nautrup i 1945, deres nuværende adresse, og så tale med dem alle.

​

Det gør folk fra Samlerforeningen i Vinderup.

​

Museernes rammer bestemmer omfanget af det samarbejde, det vil være muligt at etablere med interesserede landmænd og amatørarkæologer. Nationalmuseet rykker ud til de store, specielle opgaver, men i det daglige arbejde i et museumsområde er det lokale museums status og ledelse afgørende for, om befolkningens interesse får levevilkår.

​

Museet som institution kan ofte virke stift i sin organisation, og man mærker en tendens til isolation på et videnskabeligt plan, hvorfra nedstigning finder sted, når det er absolut nødvendigt. Det at kalde folk til sig er noget nyt i museumslivet, for arkæologerne siger generelt: ,,Der skal ikke tales for meget om oldsager, så begynder folk bare at grave. Jo mindre omtale, jo bedre" - og de mener det!

​

Imidlertid lever vi i et samfund i opbrud. Flytning fra land til by betyder ofte deling af landmandens bo, meget smides væk, oldsager og gamle ting rykkes bort fra samfundet. Det sker hele tiden. Samtidig gør dybpløjning og grubning indhug i oldtidsmindesmærkerne. Men denne jordbehandling bringer også nye ting frem.

​

Det er sket for andre. Dog for mig var det et arkæologisk hverdagseventyr at flytte til gården Djelbæk i Ryde - ved Helleåen, nær overgangen over dalen ved Store Ryde vandmølle. Den forrige ejer af Djelbæk havde vel et trofæ fra stenalderen, men det fandt han nær Gylling i Hads herred.

​

På Djelbæk havde han intet fundet. I Therkel Mathiassens ,,Studier over Vestjyllands oldtidsbebyggelse" kunne jeg se, at Nationalmuseet fra konsulent Overgaard måtte have en mikrolit, fundet på Djelbæks jord. Dybpløjningen bragte nu mere for dagen. Antallet af fundne mikroliter er steget til 100, heraf 30 tværpile. Der er fundet skiveskrabere, spånskrabere, flækkeskrabere, knive, bor og stikler, flækkeblokke og slebne sager, over 100 af hver slags. Et fund af potteskår fra Troldebjergtid sikrede forhistorisk museum i Arhus sig. Det var tre tragtbægre, som skal indgå der til studiet af perioden. Men jævnligt dukker andre ornamenterede skår op af sandmulden fra yngre stenalder til romersk jernalder.​

​

Samlerforeningen

Postbudet, Johan Marx, Sahl, fortalte mig om andre fund, han havde set og hørt om, og foreslog at danne en samlerforening. Så vi prøvede at sætte en annonce i Vinderup Avis, hvor vi indkaldte til møde. Der kom virkelig nogen, og det første møde førte flere med sig. Den første torsdag i hver måned. Møderne fandt sted rundt i hjemmene omkring en kop kaffe. Medlemsskaren voksede støt, og med en snes medlemmer, der alle vidste om fund andre steder, begyndte de store hvide pletter på Therkel Mathiassens kort i Ryde, Sahl og Ejsing sogne at få liv. Ja, der er faktisk oldsager overalt. Vi lærte hinanden at kende i sommeren 69, og vi vedtog formålsparagraffen ved en stiftende generalforsamling den 9. oktober 1969.

​Vinderup Samlerforenings formål er:​

• at virke for kendskabet til vor egns historie og natur dels ved indsamling og bevaring af ting m. m. og dels ved at registrere samlinger eller enkelte genstande i privat besiddelse på egnen for ved udstilling og fremvisning, også ved billedgengivelse, at øge kendskabet til vor egn.
  
• at arbejde for en egnsinstitution til varetagelse af disse interesser for at undgå aflevering til fjerntliggende institutioner, når dette måtte være nødvendigt.
  
• at sikre så vidt muligt den private adkomst til at opbevare de omhandlede effekter.​

​Efter denne generalforsamling havde vi i 1969 endnu et møde i november, hvor vi stiftede bekendskab med to af medlemmernes plan om at fremstille et plastisk kort over Vinderup kommune, som i flademål bliver et par kvadratmeter stort. Herpå ønskes oldtidsveje og oldtidsbebyggelse angivet. Projektet er nu delvis fuldført. Jens Vestergaard præsenterede sine fine økser, hvoraf Valbyøksen antyder mulighed for forekomsten af stendyngegrave i Ryde. I sit værksted havde Vestergaard desuden fundet brudstykker fra en 50 cm lang slibestav, der er gravet op under dræning for år tilbage. Den er formentlig fra vikingetiden. Fårkrog medbragte en tyknakket, råt tilhugget flinteøkse med slebet æg, fundet i Bjerggårds mose i 1944 under tørvegravning, 26 cm lang, fra enkeltgravstid.

​

Den strenge vinter lagde en dæmper på aktiviteten i de følgende måneder. Vi havde held til at få et potteskår, vi udleverede til Viborg Stiftsmuseum, tilbage. Det er med Oder-ornamentik, typisk for sen vikingetid, og er fundet af Johan Marx' søn. I følgebrevet fra Viborg museum bliver Marx udnævnt til potteskårets ,,rette ejermand". Uden at lægge ekstra meget i betegnelsen kan vi heri se en bekræftelse på, at det er muligt at opnå en vis officiel anerkendelse af berettigelsen af, at finderen er tingenes vogter.

​

Under ledelse af Gunnar Hallum blev der foretaget en udgravning af affaldsgruber fra jernalderen hos Laust Mølgaard i Svenstrup. Her hjalp adskillige medlemmer med gravningen. Jernalderbebyggelsen her, der strækker sig helt op til germansk jernalder, er hidtil ukendt. Hallums beretning om fundene har cirkuleret blandt medlemmerne.

​

Andre medlemmer var med i Herrup ved udgravning af den enkeltgrav, hvor det første spor af skaft til en enkeltgravsstridsøkse blev fundet. Under rekognoscering konstateredes jernalderpotteskår på en mark nær Sahl, hvor en prøvegravning i stedet for boplads bragte nogle sjældne ravperler for dagen. Torben Skov har ønsket at fortælle herom i Holstebro Museums årsskrift. Ingvar Jensen i Ryde fandt i kommuneplantagen et rævehul, og ræven var sandelig i sin tid amatørarkæolog. I hvertfald havde den fremdraget potteskår af et svajet bæger fra enkeltgravstiden, smukt ornamenteret.

​

Hjemmemøderne blev genoptaget i 1970, og ind imellem var vi dels til Historisk Samfunds møde på Vinderup Hotel, hvor vi hørte om bebyggelsen i Vestjylland - med besøg på Hjerl Hede, og dels aflagde vi aftenbesøg på museet i Holstebro, hvor det at være kendt med alle de besøgende gjorde besøget meget levende. Museumsforeningens formand, lærer Pedersen, var så venlig at opfordre os til at indbyde andre foreninger til aftenbesøg!

​

I juli havde vi havemøde, hvor Svenstrup jernalder-potteskårene blev vist frem. I august var der også en fælles strandtur, hvorunder der blev gjort mange gode fund.

En formular, der skulle hedde Indberetning til Samlerforeningen er under trykning. Den skal bruges til at notere, hvad folk har, menes at have, eller som folk fortæller, at nogen har. Det er dog ikke meningen at lave et hemmeligt kartotek og registrere folks ejendom i al almindelighed. Vi har eksperimenteret med farvefotografering af oldsager o. a. og skulle gerne samtidig have den tilhørende relevante tekst. Vi ønsker at lave et dias-museum, som kan være foreningens arkiv og kommunens private museumsfortegnelse.

​

Hos Hallum traf foreningens medlemmer i september Torben Skov, og det blev klart, at Vinderup kommune, hvad kulthuse angår, er foran, selv om resultaterne af gravningerne ender i København. Stendynge-gravenes indhold befinder sig jo også dér. På begge områder er fundene i Vinderup enestående.

​

Et par af bestyrelsens medlemmer har været i Oddense, hvor vi beså 4 kælderrum i alderdomshjemmet, der er stillet til rådighed til opbevaring af en mængde gamle ting. Dér har man forsøgt at starte et museum, men man siger, at der savnes bred interesse for sagen. I den situation vil samlerforeningen nødig komme. Vi mener imidlertid, at der bør skabes mulighed for, at folk i Vinderup storkommune kan aflevere ting til et kommunalt magasin, så der er større chancer for, at folk føler trang til at skænke ting til offentlig eje.

​

Der er i Vinderup Samlerforening indledt et samarbejde om den fælles interesse for det nærmeste områdes historie og tradition. Foreningen har kunnet trække på gdr. Gunnar Hallums store viden og erfaring og glæder sig også til at byde Torben Skov velkommen til egnen, men foreningens fremtid og dens mulighed for at realisere den lokale opgave afhænger af interessen i Vinderup kommune selv.