Fra Hardsyssel Årbog 1971
Med forfatterens tilladelse
Af H. Holm
"I 1945 var staldbygningen ved missionshuset i Nautrup tilholdssted for tre arbejdsmænd, der var beskæftiget i en grusgrav i nærheden. Her spiste de deres medbragte mad i dårligt vejr. Arbejdsmændene fandt under grusgravningen et sæt stigbøjler og en økse. Alt meget rustent.
De tog tingene med til staldbygningen som værende kuriositeter og lagde dem i en af krybberne. En mand fra byen skulle købe en stor sten. Ham viste arbejdsmændene de rustne genstande til. Men efter at han havde sagt, at de ikke var noget værd, var der ingen, der mere beskæftigede sig med de rustne sager. Staldbygningen har ikke været anvendt siden da, men man har ryddet ud i stalden, og økse og stigbøjler er væk. Det er muligt, at de ligger i jorden et sted lige udenfor, nede under græsset.
Gunnar Hallum så tingene i 1945. Selv om han da kun var en halvvoksen dreng, er han sikker på, at tingene stammer fra vikingetid".
Denne kortfattede beretning er essensen af de fakta, der kan samles, når man har tålmodighed til at finde ud af, hvem der gravede i grusgraven i Nautrup i 1945, deres nuværende adresse, og så tale med dem alle.
Det gør folk fra Samlerforeningen i Vinderup.
Museernes rammer bestemmer omfanget af det samarbejde, det vil være muligt at etablere med interesserede landmænd og amatørarkæologer. Nationalmuseet rykker ud til de store, specielle opgaver, men i det daglige arbejde i et museumsområde er det lokale museums status og ledelse afgørende for, om befolkningens interesse får levevilkår.
Museet som institution kan ofte virke stift i sin organisation, og man mærker en tendens til isolation på et videnskabeligt plan, hvorfra nedstigning finder sted, når det er absolut nødvendigt. Det at kalde folk til sig er noget nyt i museumslivet, for arkæologerne siger generelt: ,,Der skal ikke tales for meget om oldsager, så begynder folk bare at grave. Jo mindre omtale, jo bedre" - og de mener det!
Imidlertid lever vi i et samfund i opbrud. Flytning fra land til by betyder ofte deling af landmandens bo, meget smides væk, oldsager og gamle ting rykkes bort fra samfundet. Det sker hele tiden. Samtidig gør dybpløjning og grubning indhug i oldtidsmindesmærkerne. Men denne jordbehandling bringer også nye ting frem.
Det er sket for andre. Dog for mig var det et arkæologisk hverdagseventyr at flytte til gården Djelbæk i Ryde - ved Helleåen, nær overgangen over dalen ved Store Ryde vandmølle. Den forrige ejer af Djelbæk havde vel et trofæ fra stenalderen, men det fandt han nær Gylling i Hads herred.
På Djelbæk havde han intet fundet. I Therkel Mathiassens ,,Studier over Vestjyllands oldtidsbebyggelse" kunne jeg se, at Nationalmuseet fra konsulent Overgaard måtte have en mikrolit, fundet på Djelbæks jord. Dybpløjningen bragte nu mere for dagen. Antallet af fundne mikroliter er steget til 100, heraf 30 tværpile. Der er fundet skiveskrabere, spånskrabere, flækkeskrabere, knive, bor og stikler, flækkeblokke og slebne sager, over 100 af hver slags. Et fund af potteskår fra Troldebjergtid sikrede forhistorisk museum i Arhus sig. Det var tre tragtbægre, som skal indgå der til studiet af perioden. Men jævnligt dukker andre ornamenterede skår op af sandmulden fra yngre stenalder til romersk jernalder.
Samlerforeningen
Postbudet, Johan Marx, Sahl, fortalte mig om andre fund, han havde set og hørt om, og foreslog at danne en samlerforening. Så vi prøvede at sætte en annonce i Vinderup Avis, hvor vi indkaldte til møde. Der kom virkelig nogen, og det første møde førte flere med sig. Den første torsdag i hver måned. Møderne fandt sted rundt i hjemmene omkring en kop kaffe. Medlemsskaren voksede støt, og med en snes medlemmer, der alle vidste om fund andre steder, begyndte de store hvide pletter på Therkel Mathiassens kort i Ryde, Sahl og Ejsing sogne at få liv. Ja, der er faktisk oldsager overalt. Vi lærte hinanden at kende i sommeren 69, og vi vedtog formålsparagraffen ved en stiftende generalforsamling den 9. oktober 1969.
Vinderup Samlerforenings formål er:
- at virke for kendskabet til vor egns historie og natur dels ved indsamling og bevaring af ting m. m. og dels ved at registrere samlinger eller enkelte genstande i privat besiddelse på egnen for ved udstilling og fremvisning, også ved billedgengivelse, at øge kendskabet til vor egn.
- at arbejde for en egnsinstitution til varetagelse af disse interesser for at undgå aflevering til fjerntliggende institutioner, når dette måtte være nødvendigt.
- at sikre så vidt muligt den private adkomst til at opbevare de omhandlede effekter.